Ruben Kidde er den 16. april indtrådt som stedfortrædende medlem af Folketinget for Ida Auken. Ida har taget orlov fra Folketinget for at få ro og tid til at komme sig over en sygemelding med stress.

Ruben vil varetage Idas ordførerskaber under hendes orlov og bliver dermed fungerende klima-, energi- og forsyningsordfører samt fungerende it-, tele- og teknologiordfører. 

Ruben udtaler, ”Ida – som har arbejdet solen sort for vælgere, parti og klima – er blevet ramt af stress og har brug for en pause. Jeg har ønsket Ida rigtig god bedring og vil passe godt på hendes kontor indtil hun vender tilbage.”

Det er således et par store sko Ruben skal udfylde, men han er klar og glæder sig til at bygge videre på det enorme arbejde Ida har gjort.

”Klimaudfordringen er den største politiske opgave i min levetid, og der er ikke plads til, at regeringen tøver på området. Som radikal ordfører anser jeg det derfor som min fornemmeste opgave at kæmpe for, at Danmark får en ambitiøs klimaplan senest til sommer”, siger Ruben.

Kort om Ruben:
Ruben Kidde stillede for første gang op til Folketinget ved sidste års folketingsvalg i Falkonerkredsen. Her blev han med 2510 stemmer valgt som første suppleant for Radikale Venstre i Københavns Storkreds.

Han blev i 2017 valgt til Frederiksberg Kommunalbestyrelse, hvor han varetager posten som gruppeformand desuden er medlem af By- og Miljøudvalget samt Børneudvalget.

Han bor til dagligt på Frederiksberg med sin kone Eva og sine to børn. Så længe Ruben er i Folketinget har han orlov fra sin stilling som chefkonsulent hos Dansk Energi.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *